Tre dejlige feriebyer i Holland

Amsterdam er Hollands mest berømte by, men det er intet problem at give tre andre bud på fabelagtige feriebyer i det flade land.

1. Maastricht

Maastricht ligger i det sydlige Holland ved bredden af Maas-floden ikke langt fra grænsen til Belgien. Byen er berømt for sin gamle brostensbelagte bymidte med masser af gamle og velholdte huse. Sammen med Nijmegen er Maastricht Hollands ældste by, og atmosfæren er også tyk af kultur og historie.

Du må ikke gå glip af Sankt Servaas-kirke eller den gotiske Sankt Jans katedral. Den gamle bydel huser også det berømte marked som kort og godt kaldes Markt. I udgravninger under byen afsløres en endnu ældre historie, der går helt tilbage til Romerrigets tid

De gamle huse og kirker danner en flot kontrast til de mere moderne kvarterer med fremragende muligheder for shopping. Madkulturen i byen er også kendetegnet ved kvalitet og respekt for traditioner - og nærliggende Belgien har sat sit utvetydige præg.

2. Rotterdam

Efter Amsterdam er Rotterdam Hollands største by og en af verdens største havnebyer. Ud over den kolonorme havn er Rotterdam også kendt for sin fine arkitektur, hvor der eksperimenteres lystigt med nye udfordrende former og figurer. Særligt er det moderne fra det 20. århundrede rigt repræsenteret.

Hvad arkitekturen angår er Erasmus-broen et must see. Den 800 meter lange bro binder Rotterdam sammen på en meget smuk og overbevisende måde. Det er arkitektur på byens præmisser. Broen er med tiden blevet et af Rotterdams mest kendte og anerkendte vartegn.

Er du mere til det klassiske har Rotterdam også rigeligt at byde på med for eksempel Pilgrimsfædrenes kirke og små gamle, fine butikker. På det område er særligt bydelen Delfshaven uovertruffen, og det er også et godt område at spise og nyde en kvalitetsøl om aftenen.

3. Eindhoven

Eindhoven var for 100 år siden ikke meget andet end en stor landsby. Og byen har i nogen grad formået at holde fast i landsbycharmen, selvom byen i dag med sine 200.000 indbyggere i Hollandsk sammenhænge må betegnes en stor moderne by.

I dag fremstår byen enddog meget moderne, men rundt om kan man under overfladen få glimt af det gamle Eindhoven. Flere af monumenterne fra den gamle epoke er beskyttede og anses i Holland som nationale klenodier. Der var dog særligt en ting, som rykkede Eindhoven fra landsby ind i moderniteten:

For man kan næsten ikke sige Eindhoven uden at sige Philips. Elektronikgiganten blev født her som glødepærefabrik i 1891, og den i dag globale virksomhed sætter stadig sit præg på byen med masser af mindesmærker og industrimuseer - en stor oplevelse.

shade