Top 5 oplevelser i Seattle

1. Space Needle 

Space Needle er ubetinget Seattles mest berømte seværdighed. Den 184 meter høje og lidt ufo-lignende konstruktion blev bygget til Verdensudstillingen i 1962 og står i dag som byens vartegn. Space Needle står lidt nord for centrum, så der er en fantastisk udsigt til Seattles skyline fra toppen. Vulkanen Mount Rainier – og længere væk Mount Saint Helens – danner den perfekte baggrund. I kan nå til toppen af Space Needle på 41 sekunder med elevator. Strukturen ser måske skrøbelig ud, men faktum er, at den kan holde til et jordskælv på 9,0 på Richterskalaen og orkaner i kategori 5. Adgang koster omkring 21 dollars for voksne og 12 dollars for børn. Space Needle blev i øvrigt vist i åbningsseancen i tv-serien Frasier, der blev sendt i 11 sæsoner. Frasiers lejlighed er dog fiktiv og har desværre ikke den fantastiske udsigt til Space Needle fra Queen Anne Hill.

2. Pike Place

Pike Place er en markedsplads midt i Seattles centrum tæt på kysten. Det åbnede i 1907 og har været i drift hver eneste dag siden. Pike Place er bygget på en skråning, så der er flere etager, der ligger under jorden set fra hovedindgangen ved Pike Street. Mest kendt er Pike Place Fish Market tæt på indgangen ved Pike Street, hvor I kan se – og nogle gange selv erfare – hvordan de meterlange laks kastes mellem de ansatte. Lidt længere henne ad gaden kan I se verdens første Starbucks kaffebar, der dog blev flyttet fra dens oprindelige adresse til dens nuværende på 1912 Pike Place i 1977.

3. Pioneer Square

Pioneer Square er en central plads i byen og det er her omkring nattelivet holder til. I byens spæde start blev området brugt til losseplads, men senere hen blev affaldet blev flyttet ud af byen. I stedet blev området et forlystelsesområde med barer og bordeller. I 1960'erne gik man i gang med byfornyelse og gradvist har pladsen nu fået bedre tider. Smith Building er en af pladsens berømte bygninger.4

4. Smith Tower

Smith Tower er Seattles første skyskraber og den stod færdig i 1914 og var på det tidspunkt den højeste bygning vest for Mississippi River. Den rekord holdt i 17 år og bygningen forblev den højeste på vestkysten indti l1962, hvor Space Needle blev bygget. Planen var at bygge en 14-etagers bygning, men Lyman Cornelius Smiths søn overtalte sin far til at bygge den 149 meter høje neoklassiske bygning med det pyramideformede tårn. I dag er det meste af bygningen kontorer, men øverst oppe - hvor en vandtank engang optog plads - er der indrettet en tre-etagers penthouse.

5. Seattle Underground Tour

Seattle Underground Tour er en hel seværdighed i sig selv. Fra kontoret på First Avenue tæt på Smith Tower er der afgang hver time på det, der giver et rigtig godt indtryk af, hvordan Seattle så ud før i tiden. Byens historie eksisterer nemlig under den nye by. Undervejs får i fortalt om Seattles mere skyggefulde sider og ser gamle bygninger, som er bevaret under dagens gadeniveau. Konceptet opstod i perioden op til hvor Pioneer Square skulle byfornyes i 1960’erne. Her opdagede man en række underjordiske gange under byen og de er nu en af Seattles mest populære attraktioner. Priserne ligger omkring 17 dollars for voksne og halv pris for børn.

shade