Europa  >  Spanien  >  Mallorca

Rejser til Mallorca

MallorcaMallorca er noget nær et ideelt sted at holde ferie - alene, for par eller med hele familien. La isla bonita kaldes øen af spanierne selv, og Mallorca er også en ualmindelig køn ø. Placeringen centralt i Middelhavet giver behagelige temperaturer forår, sommer og efterår. En rigtig ferie-ø! På Mallorca finder du dejlige strande, både de små lidt afsides, nærmest uberørte strande, og de større populære strande ved byerne med masser af mennesker og muligheder for alskens aktiviteter på stranden og i vandet.

I det hele taget giver Mallorca gode muligheder for aktiv ferie, og øen er et yndet rejsemål blandt eksempelvis vandrere, der nyder øens mange markerede og umarkerede vandreruter. Der er terræn for begyndere såvel som øvede vandrere, og på mange af ruterne er det muligt at få en guide med rundt. Mallorcas afvekslende natur gør øen til et ideelt feriested for alle naturelskere, også dem der hellere vil cykle rundt eller simpelthen opleve øen i bil. Vejnettet når ud i alle interessante hjørner af øen.

Også nattelivet på Mallorca er aktivt i ferieperioden, især i øens hovedstad Palma de Mallorca. Men inden du kommer så langt, er det vigtigt at få noget godt at spise, og heller ikke på dette område skuffer øen. Igen er det øens solrige klima og det omgivende Middelhav, der danner grundlag for en kost bestående af masser af friske grøntsager, solmodne frugter og friske fisk. Også tapas og god spansk vin finder du her i rigelige mængder og til priser, der ligger et godt stykke under, hvad vi er vante til at betale herhjemme.

Mallorca er ikke nogen stor ø, men det betyder blot, at de mange seværdigheder på øen ligger tæt, og du derfor bruger mindre tid i bilen på transport og mere på at opleve øens natur og de mange hyggelige byer rundt langs kysterne. Et perfekt sted at holde ferie med hele familien.

shade