Rejser til Egypten

Egypten er et uendeligt skatkammer af oplevelser og minder for den feriegæst, der ønsker sig det hele. Strandliv og afslapning, kultur og historie, ekskursioner i ørkenen, cruises på Nilen, pulserende storbyliv og pyramider - det hele venter på dig i Egypten. Det er derudover heller ingen skade til, at den egyptiske befolkning er venlig og imødekommende, og at solen skinner året rundt.

Det er med andre ord ikke overraskende, at Egypten er en af verdens mest populære rejsedestinationer overhovedet, og et af de lande, der virkelig vækker vores fantasi. Mest berømt er landet uden tvivl for sin oldtidshistorie, med sine templer, hieroglyffer, mumier og pyramider - af hvilket meget den dag i dag er så velbevaret, at man føler, man er rejst tilbage i tiden, når man beundrer mindesmærkerne over den fortid, der var så storslået, at den har fået mytisk karakter.

Mindre kendt er Egypten for sin middelalderhistorie, som takket være koptisk kristendom og islam er rig som få andre landes. Gamle kirker, klostre og moskéer er spredt ud over det egyptiske landskab, og inviterer til udforskning af denne fascinerende periode af nordafrikansk og mellemøstlig historie.

Landet er geografisk stort, så med mindre, du har meget god tid, kan det anbefales at vælge et udgangspunkt, som kan være centrum for eventuelle ekskursioner ud i landet. Sinai-halvøen, hvor de mest berømte resorts ligger i Sharm el Sheik, giver mulighed for at kombinere strand, vandsport og ørkenture med historisk udforskning. Cairo har storbyliv, så du sjældent har set noget lignende, og giver let adgang til pyramiderne. Luxor har kongegravene og åbner for rejser til den sydlige del af landet.

Efter de senere års politiske begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten er turismen til Egypten faldet noget, hvilket indebærer både fordele og ulemper for dem, der tager derned. Priserne er faldet, men kampen om feriegæsterne er blevet mere intens, hvilket kan medføre mere påtrængende adfærd. Det anbefales, at man tjekker Udenrigsministeriets rejsevejledning, inden man planlægger sin rejse til Egypten.

Find rejseinspiration til dit rejsemål i Egypten inden du bestiller din flybillet

Rejser til Abu Simbel
Rejser til Abu Simbel

Hvis du i løbet af din ferie i Egypten har mulighed for at lade rejsen gå forbi den sydlige del af landet – som man, lidt forvirrende, betegner som Upper Egypt – må du love dig selv ikke at gå glip af betagende og storslåede Abu Simbel. De fleste, der besøger Abu Simbel, bliver kun få timer, og vender herefter tilbage til for eksempel Aswan, som er en skøn, afslappet by med usædvanligt smukke udsigter over Nilen.

Rejser til Aswan
Rejser til Aswan

Det siges, at Nilen ser allermest skøn ud fra dens bredder i Aswan – byen, som udgør den mindste af de tre mest populære rejsedestinationer langs med verdens næststørste og muligvis smukkeste flod. Det er nok svært at afgøre objektivt, men i hvert fald er det en sand fornøjelse at sidde på en terrasse i Aswan med flodudsigt og nyde en vandpibe og en kold drik, mens Nilen roligt glider forbi for ens blik.

Rejser til Cairo
Rejser til Cairo

Det er lige før, man kan sige, at har du ikke været i Cairo, så har du ikke været i en storby. Den nordafrikanske metropol, der er bygget op omkring Nilens bredder, er den største by på det afrikanske kontinent, og rummer en befolkning af ukendt størrelse, dog med sikkerhed flere end 16 millioner mennesker. At sige, at denne by, med dens hav af forskellige kvarterer og områder med hvert deres særpræg, er ”pulserende”, ville være at underdrive.

Rejser til Hurghada
Rejser til Hurghada

Egyptens rigdom af varierede rejsedestinationer vil ingen ende tage, og er det først og fremmest sol, strand og afslapning, du rejser efter – med oplagte muligheder for at kombinere med ture der giver kulturelle oplevelser eller action - så er Hurghada et af de perfekte steder at tage hen.

Rejser til Luxor
Rejser til Luxor

På arabisk hedder Luxor "al Uqsur", hvilket direkte oversat betyder ”paladser”. Byen er den mest berømte og populære rejsedestination i den sydlige del af Egypten og i Nildalen, og det er med god grund. Som tidligere hovedstad, både politisk og religiøst, for flere af dynastierne i oldtidens Egypten, er Luxor fyldt med spændende og enestående oplevelser, der vil pirre enhver nysgerrig rejsendes fantasi: Storslåede templer, royale grave fra oldtiden, spektakulære udsigter over ørkenen og floden, og et travlt, moderne byliv.

Rejser til Sharm El Sheik
Rejser til Sharm El Sheik

Vand, sand, blå himmel, luft og ørken – Sharm el Sheik er et paradis i de flestes øjne, og ikke overraskende en af de allermest populære rejsedestinationer i den arabiske verden. På ethvert givet tidspunkt året rundt er der mange tusinde feriegæster i ”Sharm”, som byen populært kaldes – og mange vender tilbage igen og igen.

shade