Rejser til Buenos Aires

Buenos Aires er Argentinas spændende og smukke hovedstad, og en sprudlende, smuk og moderne storby i verdensklasse. Som europæer vil man føle sig mere hjemme her end de fleste andre steder i Latinamerika – samtidig med, at byen byder på ægte latinamerikanske eventyr. Navnet betyder ”gode vinde” eller ”god luft” på spansk, og lysten til at indånde alt, hvad denne Sydamerikas Paris har at tilbyde, fejler da heller ikke noget hos de fleste gæster. Byen har et meget levende og varieret kulturliv, og er desuden udgangspunkt for rejser til andre steder i det storslåede Argentina.

Indbyggerne i Buenos Aires kalder man porteños, ”folk fra havnen”, for at antyde, at de alle sammen har en eller anden form for indvandrerbaggrund, om den så ligger mange generationer tilbage. Byen er berømt for sin kulturelle åbenhed, og giver mulighed for en enestående storby-oplevelse.

Der er mange forskellige kvarterer at udforske i Buenos Aires. Et af de kvarterer, som er mest populært blandt feriegæster, er La Boca, som er kendt for sin farverige arkitektur og sit kulørte og dynamiske folkeliv. Det hippe boligkvarter Palermo er en anden favorit, og er et af de bedste steder at gå ud på bar eller restaurant. I downtown-området Microcentro kan man dykke ned i Argentinas historie på Avenida de Mayo, som er opkaldt efter revolutionen i maj 1810, og bærer et stærkt europæisk præg.

Intet besøg i Argentinas hovedstad er komplet uden en oplevelse med tango. Tangoen nydes bedst i en ”Milonga”, som både er en betegnelse for et sted, hvor der bliver danset, og navnet på en specifik form for tango. De tidlige danse-shows starter som regel sendt om eftermiddagen, men et godt kompromis mellem at bruge eftermiddagen indendørs eller blive op til kl. 5 om morgenen (som argentinerne glad og gerne gør) er at se et aftenshow kl. 20 eller 22. I en ”Milonga” vil der også være mulighed for at danse selv.

 

shade