Europa  >  Italien  >  Rom

Rejser til Rom

Et af verdens mest berømte turistmål Rom er én stor koncentreret oplevelse, hvad enten man er til romerske ruiner, arkitektur, kunst, markeder, shopping eller blot til at nyde livet på en af byens mange hyggelige pladser. For andre er de kulinariske oplevelser i højsædet, og man går aldrig forgæves, hvis italienerne står i kø langt ud på gaden foran en restaurant. Byen er en forholdsvis lille, og dermed meget overskuelig by, som absolut bør opleves til fods. Selv om Rom er en lille by, skal ferien planlægges godt, da man let kommer til at spilde kostbar tid på at tage på kryds og tværs flere gange om dagen. Inddel byen i enkelt-områder alt efter feriens længde - og gå så i gang. Selvfølgelig skal turen indeholde de helt oplagte turistmål som Peterskirken, Vatikanmuseet, Colosseum, Forum Romanum, Den Spanske Trappe, Trevifontænen, Piazza Navona, Campo dei Fiori og Trastevere.

Oplev den mindre turistet side af Rom

Men, hvis I virkelig vil opleve Rom, er det vigtigt at bevæge sig bare en smule væk fra de gængse hovedstrøg og ind blandt byens gamle mure. Her findes det ægte Rom, som mange turister aldrig finder, og derfor er det vigtigt ind imellem at dreje til venstre, når alle andre drejer til højre. Så får man hele byen for sig selv og i tilgift et væld af spændende og anderledes oplevelser. Husk også at kigge op - for byens charme findes ikke kun i øjenhøjde. Besøg nogen af Roms markeder: Campo dei Fiori Det gamle blomstertorv er uden tvivl Roms mest maleriske marked, og så ligger det lige midt i det historiske centrum. Her sælges alt fra blomster til fisk, kød og grøntsager. Piazza San Cosimato Markedet ligger i Trastevere på pladsen af samme navn, et meget populært og vældig hyggeligt lokalt marked. Porta Portese Markedet er nok det mest berømte af dem alle, og er et loppemarked eller “mercato delle pulci” som det hedder på italiensk. Som det er tilfældet med loppemarkeder, er også dette marked temmelig kaotisk, og det er en god idé ikke at tage noget med, som man ikke har lyst til at miste. Det ligger i Trastevere primært i Via Portuense og Via Ippolito Nievo.

Roms ukendte områder

Santa Maria Della Concezione: En spændende og stort set ukendt kirke som ligger på Via Veneto. Det interessante er krypten. Her har kapucinermunke nemlig indrettet et lille museum, som udelukkende består af udsmykning med deres afdøde brødres skeletter og kranier, ofte arrangeret som hele kunstværker. Ghettoen: Det gamle jødiske kvarter ligger midt i det historiske centrum, afgrænset af Via Arenula og Via Teatro Marcello. Her var jøderne i mange år spærret inde bag høje mure og måtte kun forlade området om dagen. Monti- & Borgokvarterene: Montikvarteret er et af Roms ældste og stadig meget velbevaret. Det ligger mellem Via Nazionale og Via Cavour, og det er en helt speciel oplevelse at gå rundt i de gamle gader. Borgo-varteret er et andet af Roms oprindelige og ligger mellem Peterskirken og Castel S. Angelo. Testaccio-kvarteret: Kvarteret er berømt for sin 36 m høje “potteskårshøj”, som er opstået ved henkastning af potteskår fra de amfora´er, som romerne brugte til forsendelse af varer. Området er også kendt som det gamle slagterområde i byen, og i de berømte restauranter serveres mange lokale specialiteter.

Flybilletter til Rom
Flybilletter til Rom

Sådan finder du billige flybilletter til Rom, Italien. Ticket2Travel finder billige flybilletter til Rom og sammenligner priser og tider blandt alle flyselskaber

shade